lørdag den 22. november 2008

- og så kommer billederne










Julefrokost


I fredags, den 21. november, var der julefrokost i fredagsbaren. 42 feststemte modne kvinder var mødt op, og Birgitte havde pyntet bordene helt fantastisk flot med lys, mos, pigeoner, tranebær og mandariner.
Den Gamle Biograf leverede dejlig julemad, og efter silden fik vi besøg af Susanne og Frank Tidemann, der skulle føre os igennem en latterseance. Det var en festlig oplevelse, og efter 20 minutters intens motion for lattermusklerne var vi tilstrækkeligt varmet op til at kunne klare os på egen hånd resten af aftenen.
Snakken gik som altid livligt hele aftenen - vi sang nogle dejlige sange, og festen stoppede for nogles vedkommende først ud på de små timer.
Tak for en dejlig aften til alle, og til jer, der ikke var med - glæd jer til næste gang!!

søndag den 5. oktober 2008

Jazzaften i Uhrenholts Gård

I fredags, den 3. oktober, var der jazzaften i Uhrenholts Gård. Der var fuldstændig udsolgt til arrangementet, og det var da ikke så sært! Den Gamle Biograf havde leveret maden, som bestod af en forret med laks, asparges, salat og flütes. Til hovedret var der oksefilet med forskellige slags kartofler og flere lækre salater. Desserten bestod af en lækker, lækker chokoladekage med noget nøddecreme, der smeltede på tungen. Efter spisningen spillede Ole Albrechtsens trio dejlig jazzmusik, og de fik da heller ikke lov at slippe uden at give ekstranummer.
Det var en dejlig aften, og gæsterne havde ikke meget lyst til at bryde op, for snakken gik jo lige så godt. Jeg tror helt sikkert, at det blev ud på de meget små timer, inden Uhrenholt-pigerne og -drengene kom hjem under dynerne.
Vi glæder og til næste festlige arrangement!

tirsdag den 30. september 2008

Jyttes frosne chokolademousse med romrosiner

Bedre sent end aldrig! Her kommer opskriften på Jyttes lækre dessert til sommerfesten:

Tilberedningstid: ca. 1 time, skal tilberedes i forvejen

8 - 10 personer

Bund:
Knuste makroner
Mandelflager eller hakkede mandler

Chokolademousse:
200 g mørk chokolade
1 dl stærk kaffe
2 æggeblommer
5 dl piskefløde
1 dl rosiner
½ dl rom

Pynt:
2 - 3 kiwifrugter

1: Sæt rosinerne i blød i rom. Lad dem stå et par timer

2: Riv eller hak chokoladen. Smelt den i den varme kaffe. Lad afkøle. Rør æggeblommer i. Pisk fløden og vend den i massen. Vend forsigtigt de afdryppede rosiner i. Hæld de knuste makroner og mandler i en springform (diameter ca. 25 cm). Kom moussen ovenpå. Stil desserten i fryseren i 1 - 2 timer inden serveringen. Hvis man laver desserten længere tid i forvejen og opbevarer den i fryseren, skal den tages ud 1 time før, den skal spises.

3: Pynt med kiwifrugter

mandag den 22. september 2008

Taletidskort - Tele2

Jeg har et 100 kr's taletidskort til Tele2 billigt til salg. Det hænger og griner på min opslagstavle.
For nylig kom jeg nemlig ved en fejl til at tage det forkerte kort -
skulle have været Telia - og da jeg opdagede det, havde den lynhurtige
kassedame allerede tastet det ind og fået en kode frem, som ikke kunne annulleres.

Jeg sender koden til den 1. der melder sig for en 50'er. Husk lige at opgive
mailadresse. Pengene kan jeg få ved lejlighed.

Mange hilsner
Karen

mandag den 1. september 2008

Tak for invitationen Marianne.

Så lykkedes det også mig at overvinde min indbyggede skepsis og blive aktiv medlem af bloggeriet, og hvor er det heldigt, at du har sådanne børn, Marianne, der gider hjælpe os med at blive up to date. Den der fiskesuppe, I fik til sommerfesten, ser i grunden slet ikke så dårlig ud - måske man skulle prøve den engang med det hjemmebagte brød til.

mandag den 25. august 2008

Weekend i Lønstrup ...

Nej, sikke en weekend! Erik og jeg har været på weekendophold i Lønstrup i det dejligste augustsommervejr. Vi har næsten kunnet indtage alle måltider udenfor - og det er mit kriterium for godt vejr. Lørdag var vi i Romulus og blev dejligt ladet op til en ny uge. Det er en fantastisk oplevelse, så hvis I ikke har prøvet det, har I bestemt noget til gode. Herefter kørte vi om ad slagteren på Frilandsvej og købte en rigtig god bøf, som vi lagde på grillen. Uhm, og så et godt glas rødvin til - ja, så kører det!

onsdag den 20. august 2008

Fagre nye verden...

Jamen er det ikke bare fantastisk, at det kan lade sig gøre...
Fredagsbar for modne kvinder - nu med blog...
Rigtig godt initiativ, Marianne. Nu skal jeg så bare lige have overskredet et par grænser og lære at bruge og blive fortrolig med det...

Måske kan vi diskutere på generalforsamlingen d. 10/10, hvad vi kan bruge det til i fremtiden?
Vibeke

Sommerfesten...

Her ses af et udsnit af de lækre retter, der blev serveret til vores sommerfest....

Annes dejlige auberginefad.....

hakkede tomater med basilikum....

små kartofler med rosmarin.....

kødbollerne formes med kyndig hånd, inden de kommes i tomatsovsen...

.... og det smagte, uhm bare SÅ godt....

tirsdag den 19. august 2008

Mariannes italienske fletbrød

3 dl mælk
50 g gær
1 æg
1 tsk salt
1½ spsk olie
ca. 10 dl mel

Fyld 1: 125 g skinke, 250 g ost, hakkede krydderurter
Fyld 2: 100 g hakkede sorte oliven, 100 g hakkede soltørrede tomater, hakkede krydderurter

Opløs gæren i mælken. Tilsæt æg, olie og salt. Rør mel i til dejen slipper skålen. Del dejen i 3 lige store portioner, som æltes med hvert sit fyld. Form hver dej til en lang pølse. Pølserne flettes sammen til et brød. Hæver til dobbelt størrelse. Pensl brødet med mælk eller æg. Bag det i ca 35 min ved 200 grader

Annas auberginefad

Melanzane alla Parmigiana

Til 4 personer

1 kg auberginer
800 gr tomater
150 gr revet parmesan ost
200 gr mozzarella
frisk basilikum
3 spiseskeer oliven olie
salt
peber

1. Skær auberginerne i fine skiver på langs, grill dem i ovn eller på grillpande
2. Skyl tomaterne, skær dem i små terninger og steg dem i den varme olivenolie. Tilføj basilikum, salt og peber og lad det koge i 20 min eller mere.
3. Dæk bunden i et ovnfast fad med et lag auberginer, drys parmesan over, dernæst mozzarella stykker og dæk med sovs og fortsæt med et nyt lag aubergineskiver, parmesan, mozzarella og sovs indtil ingredienserne er brugt op.
Stil fadet i en 180 grader varm ovn i ca. 40 min. (ovne er forskellige..)
Serveres varm.

Enjoy.

Hvis man foretrækker retten lidt mere kaloriefyldt (den traditionelle version) så behandles auberginerne som følgende:
Skær auberginerne i fine skiver på langs drys salt på dem og lad dem “græde” et stykke tid i f.eks. et dørslag. Skyl og tør aubergine og friture steg dem i olie til friturestegning. Lad dem ”dryppe” af på sugepapir.

Vibekes fiskesuppe

Til 4 personer

1 løg, hakket
1 fed hvidløg, hakket
1 porre, grofthakket
3 skrællede kartofler i meget tynde skiver
2 gulerødder i halve skrå skiver
2 tsk karry
2 spsk olie
6 dl fiskefond (vand + bouillon)
2 dl tør hvidvin
Saft af ½ citron
600 g tyk torskefilet eller lyssej
1 dl piskefløde (det skal være piskefløde)
2 tsk majsstivelse
2 håndfulde hakket babyspinat
2 bundt hakket dild

Tilbehør:
Flütes, evt smurt med mild grøn karrypasta

Rist karryen i olien et øjeblik sammen med løg og hvidløg. Vend kartofler og gulerødder i, spæd med fiskefond og vin. Lad det småkoge i 8 min. Rør fløden med majsstivelse og kom den i suppen sammen med citronsaft. Lad suppen koge lidt tyk og smag den til med salt og peber. Skær fisken i store firkanter. Læg dem ned i suppen sammen med hakket porre og damp dem under låg i 5-6 min eller til fisken lige er fast. Kom hakket spinat og dild i og sluk for suppen. Spis den af varme dybe tallerkener med brød til.

Velkommen

Kære alle!

Velkommen til bloggen! Jeg håber, I alle vil være ivrige bidragydere, så vi kan få rigtig mange sjove indlæg. Skriv lige så tosset, I har lyst. Det skal nok blive festlig læsning!